Appen skal hjælpe med at optrevle og stoppe corona-smittekæder, inden de løber løbsk.

Den bruger din telefons bluetooth-signal til at registrere og huske, hvem du har mødtes med. Men møderne gemmes anonymt på din egen telefon og ikke på en central server.

Myndighederne kan altså hverken snage i, hvem du har været sammen med, eller hvor I mødtes.

Læs mere om hvordan App’en virker her

Læs mere om Smittestop.dk hvor der er svar på en række typiske spørgsmål om App’en

Her kan app’en hentes til iPhone og til Android.

Bliver du testet positiv

Bliver du testet og får et positivt resultat, der viser, at du er smittet med Covid-19, kan du vælge at give besked til de andre app-brugere, du kunne have udsat for smittefare. Her lader Google/Apple det være op til det enkelte land at fastsætte, præcis hvor langt og tæt et møde skal være.

I den danske Smittestop-app har sundhedsmyndighederne defineret smittefare som, at man har haft kontakt med en Covid-19-positiv app-bruger i mere end 15 minutter på en afstand på cirka en meter – en måling, der estimeres ud fra bluetooth-signalstyrken. Endelig har myndighederne bestemt, at mødet skal være foregået, i perioden fra to dage før symptomerne startede og indtil otte dage senere, fordi det er i den periode, man smitter mest. Som bruger vil man blive spurgt til, hvornår symptomerne viste sig, i det øjeblik man anonymt indberetter til appen, at man er smittet.

De andre app-brugere, du måtte have udsat for smittefare, vil altså ikke få at vide, hvem der er testet positiv. De vil blot få en notifikation om, at de har været tæt på en person, der er blevet testet og har fået et positivt resultat for nyligt. De vil så få anbefalinger til, hvad de skal gøre – herunder at tage en coronatest.

Det er selvfølgelig kun muligt at give besked til folk, der rent faktisk også har downloadet og bruger appen. Dens effektivitet er derfor fuldstændig afhængig af, at mange vælger at bruge appen.